Skal vi nu igen have dyrere realkreditlån?

Du har endnu ikke mærket, at dit realkreditlån er blevet meget dyrere, men det kommer du til. Hidtil har de meget lave renter nemlig kamufleret de prisstigninger, der har været på realkreditlån gennem de senere år. Når renten for alvor begynder at krybe opad i EU, giver de højere gebyrer relativt dyrere boliglån til danskerne. Og der kan være mere på vej til boligejerne, som i forvejen vånder sig under stigende grundskyld og lavere rentefradrag.

I Morgenavisen Jyllands-Posten mandag spekulerede en bankanalytiker i en kommende runde prisstigninger fra Nykredit, som ellers er kendt for at være den billigste på realkreditlån – en position, der dog er udfordret af Jyske Banks nye banklån.

Nykredit har fået en undskyldning

Fra Nykredit lød svaret, at det er der ikke aktuelle planer om. Men Nykredit har netop fået serveret det figenblad, som kan retfærdiggøre endnu et nøk opad. For kreditvurderingsfirmaet Standard & Poor’s har netop nedgraderet Nykredit. Årsagen er, at ændrede EU-regler reducerer den forventede krise-statsstøtte til finanskoncerner.

Nykredit har selv meldt ud, at man vil polstres og går efter en egenkapital på 75 mia. kr. i 2019. I dag har man kun ca. 60 mia. kr. Så Nykredit-topchef Michael Rasmussen mangler penge. Og det er hårdt arbejde at spare det hjem ved at skære omkostninger og fyre folk.

Konkurrenter kan meget vel følge trop

Hvis Nykredit beslutter sig for at give priserne endnu et nøk opad, er der en rimelig chance for, at både Nordea og Danske Banks Realkredit Danmark følger trop. De er begge pressede af ambitiøse finansielle målsætninger – og så må boligejerne igen betale prisen for et realkreditmarked, hvor de fleste aktører foretrækker højere priser frem for større markedsandele.

Hidtil har der ikke været politisk vilje til at blande sig, selv om Konkurrencestyrelsen nøje overvåger realkredittens prispraksis, og den tidligere socialdemokratiske erhvervs-og vækstminister, Henrik Sass Larsen, har løftet en pegefinger mod fortsatte prisstigninger.

Fra opposition til dikkende lammehale

Men det kan have ændret sig. For nu har Venstre regeringsmagten, og det var netop Venstre, som tilbage i maj kaldte Sass Larsen i samråd for at brokke sig over de højere bidragssatser.

Men det kan også være, at de gode frokoster og hyggelige samtaler med finanssektorens topfolk vil have samme dulmende effekt, som de havde på Sass Larsen, der gik fra at kalde bankpakke 2 til det største røveri i Danmarkshistorien til at forsvare bankernes adfærd og prisstigninger på realkreditområdet.

Lad os for boligejerne ikke håbe, at Venstres oppositionsløver forvandler sig til dikkende lammehaler overfor finansbosserne.

 

 

2 responses to “Skal vi nu igen have dyrere realkreditlån?

  1. Håber godt nok ikke at, jeg vil komme til at mærke ens realkreditlån er blevet mere dyrt. Kan alligevel ikke gøre noget men det vil godt nok være surt. Det nye banklån der nævnes (Jyske Banks nye banklån) ser godt nok også ret attraktivt ud. Sammenlignet med andre lånemuligheder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *